Emotionsfokuseret Terapi er en evidensbaseret samtaleterapi, som er grundlagt af Leslie S. Greenberg og Robert Elliott. Det er en metode, som viser meget overbevisende forskningsresultater i arbejdet med angst, stress og depression i individuel terapi og i parterapi.

EFT er en oplevelsesorienteret og fænomenologisk metode, hvilket betyder, at terapeuten tager udgangspunkt i, hvad klienterne selv oplever skaber problemer i deres liv. Vi stiller ikke diagnoser, men arbejder med at skabe forandring i de dele af klientens selvorganisering, som skaber følelsesmæssig smerte. Det sker i en vekselvirkning mellem interventioner, som skaber nye indsigter og giver adgang til adaptive/passende grundfølelser, og psykoedukation, hvor klienten får mulighed for at reflektere sammen med terapeuten over forandringerne.

Terapiens fundament er den empatiske kommunikation, som har til hensigt at skabe tryghed og forståelse mellem klient og terapeut. Vi undersøger sammen hvad det er, der giver problemer i klientens liv. Alt hvad jeg gør som terapeut – og som jordemoder – er baseret på informeret samtykke.

I EFT arbejder vi ud fra at vi alle er formet af vores relationer og oplevelser, og at det aldrig er for sent at hele gamle sår. Vi arbejder ud fra, at vi alle er født med et potentiale for adaptive og hjælpsomme grundfølelser, men mange af os er blevet forhindret i at udvikle dem fuldt ud, fordi vores omgivelser af forskellige årsager ikke gav os mulighed for det. Heldigvis er vores nervesystem plastisk, og det betyder at det ikke er for sent at skabe varige og mærkbare forandringer.

Når vi har adgang til hjælpsomme og relevante følelser, tænker vi ikke nødvendigvis så meget over vores følelsesliv – så bruger vi det bare. Men når vi er meget præget af maladapative/dysfunktionelle følelser oplever vi ofte, at følelseslivet er svært og smertefuldt og skaber fx uro, håbløshed og tankemylder.

Et eksempel på dette er forskellen på at føle frygt, som er en hjælpsom følelse, der guider os til at overleve og til fx at passe på vores børn. Hvorimod angst er en maladaptiv emotion, som skræmmer os og får ufarlige indtryk og oplevelser til at virke meget farlige. Det skaber tankemylder og har et stærkt ubehageligt kropsligt aftryk.

I EFT arbejder vi ud fra grundfølelserne glæde, frygt, vrede, skam, afsky og sorg, som alle findes i både adaptive og maladaptive udgaver. Det er en stor og meget mærkbar forandring der sker, når vi gradvist begynder at få mere adgang til de adaptive emotioner.

Tilknytning og identitet – hvem er du knyttet til og hvordan, og hvem er du?

Vores selvorganisering består af tilknytningssystemet og identitetssystemet.

Tilknytning er et lidt knudret ord, der ligger tungt og fagsprogsagtigt i munden, men hvis man folder det ud, bliver det smukt: Det handler om, hvordan vi knytter bånd til andre og til os selv.

Fra allerførste færd spejler vi vores forældres nervesystem. Vi indoptager alt der udgår fra dem på godt og ondt. Vores følelsesliv skabes i et sanseligt samspil, og det bliver dermed byggestenene for vores færden i verden. Det er her vi lærer at (over)samarbejde og at have integritet (grænser) eller mangel på samme.

Den måde vi knytter bånd til vores forældre tidligt i livet, bliver dermed også fundamentet for hvordan vi knytter os til andre senere i livet. Hvis det fungerer upåklageligt, er alt jo godt, men mange af os kan ofte se plads til forbedring, når parforholdet skranter eller forholdet til venner eller kolleger bliver problematisk. Og ja, det kan heldigvis lade sig gøre at forandre måden vi indgår i relationer med andre ved at arbejde med at forandre de svære følelser vi har. Især frygt har meget at gøre med den måde vi knytter os til andre, for der er intet mere skræmmende for os sociale væsener, end at blive forladt af dem vi holder af.

Vores identitet dannes i samspil med vores omgivelser, og som børn har vi ikke noget filter overfor hvordan omgivelserne reagerer på os. Det betyder, at vi kan få nogle uheldige opfattelser af os selv, som det vil være godt at afmontere igen. Især skam kan være blevet en stor del af vores identitet, og det kan være, at vi har udviklet en stærk indre selvkritisk stemme, der får os til at føle os forkerte. Selvkritik er noget fundamentalt andet end god refleksion over vores egne handlinger.