Graviditet og fødsel

Når vi står overfor at blive forældre, eller lige er blevet det, kan der ske mange ting i vores følelsesliv. Vi har fået en ny identitet som forældre, og vi opdager måske ting i os selv og vores parforhold, som er nye og svære. Mange af os bliver overraskede over de  stærke følelser som graviditet, fødsel og livet med et lille barn kan sætte i gang. Det er en periode i livet med stort potentiale for forandring af vores personlige bagage og måde at være i livet på – og det gælder naturligvis begge forældre.

Som både psykoterapeut MPF og praktiserende jordemoder, tilbyder jeg samtaleterapi som fokuserer på at forandre svære følelser og oplevelser – det kan være fx frygt for fødslen, bekymringer omkring forældreskabet såvel som svære fødselsoplevelser. 

Graviditetssamtaler kan også ses som din egen skræddersyede fødselsforberedelse.

Vi arbejder med det, der fylder for dig, og der kan både være tale om en enkelt session om noget konkret og afgrænset såvel som et længere forløb. 

Til begge typer samtale, er jeg der for dig og evt. din partner både som jordemoder og som psykoterapeut.

Jeg tilbyder også besøg hos mødregrupper til en snak om fx forandringer i identitet, relationer og parforhold.

Hvis du er medlem af Sygesikringen Danmark, kan du få tilskud til både graviditets- og efterfødselssamtaler, fordi private jordemoderkonsultationer er tilskudsberettigede.